Red Centre - Uluru og Kings Canyon

Hej!

Kl. 3:45 den 25. december blev vi vækket. Solen var ikke i nærheden af at stå op, og alligevel var der 30 grader, og faktisk utrolig behageligt. Vi fik morgenmad i stjernernes skær, og en halvanden time inden solen stod op, kørte vi mod Uluru.
Da vi kom til 'sunset-point', kunne vi godt se, at det var svært at få plads på den store platform derhenne, fordi så mange mennesker også ville se solopgangen. Vi gik så ned på 'etagen' under, og jeg stillede mig på hegnet, haha.

Efter solopgangen kørte vi nærmere stenen. Det var dagen, hvor vi skulle gå omkring Uluru. Dog ville der blive så varmt i løbet af dagen, at vi ikke fik muligheden for at gå hele vejen rundt om (ca. 9 km), men i stedet gik 'half-base-walken', der var ca 6 km. Den skulle vi gå selv. Da vi kom tilbage til bussen, skulle vi gå en guidet Mala-walk (Mala betyder wallaby på aboriginalsk), hvor vi fik en hel masse at vide om aboriginalsk kultur. Meget spændende, faktisk.

Da vi var færdige med den guidede tur, skulle vi tilbage til vores camp. Der stod den på frokost og oppakning af bussen. Det viste sig, at vi skulle videre til en ny camp! Den lå fem timers køretur væk.
Det vil sige: Man kører fra Alice Springs, der ligger midt i ingenting, 500 km for at komme ud i mere ingenting, og til sidst kører man endnu 500 km - og ja. Man er stadig in the middle og nowhere.

Den nye camp lå tæt på Kings Canyon. Det er en meget mærkværdig dal, synes jeg, for Australien er relativt fladt. Lige pludselig kommer der en række sten, der er meget højere end alt andet, og i midten af dem, synes naturen, at der skulle være en dal. Det er Kings Canyon.

På vores nye camp var der (lidt derfra) en pool, som vi kunne dase i, i et kvarter. Det nød vi alle! Helt henne ved campen så vi så en dingo!
Dum som jeg er, stirrer jeg på den og tænker "gid jeg havde mit kamera. Nå. Det ligger derinde", indtil det går op for mig, at jeg sidder med det i skødet. Flot.

Næste dag skulle vi så gå på Kings Canyon. Turen hed 'Kings Canyon Rim-walk'. Først skulle man hele vejen op på stenene. Det var næsten som at bestige et bjerg. Derefter gik man i den nådesløse sol uden skygge. Heldigvis var vi stået op halv fem, så vi var derude forholdsvis tidligt.

Men jeg må nok sige. Det allermest mærkelig ved denne kløft var dens bund. I bundet af Kings Canyon ligger Edens Have. Det er et rent paradis med vand, træer, buske og dyr midt i den ellers så golde ørken!

Og sådan så den ud ovenfra.

Sidst på den dag kørte vi hjem mod Alice. På en eller anden måde var det lidt sørgeligt. Vi havde hygget os meget godt, og man lærte virkelig at sætte pris på tingene! Æggene er brændt på.. nå, det er æg! Kamelbøffen smager forfærdeligt. Nå, det er det mad vi får. Nutellaen smager mærkeligt.. Men det er jo nutella! Og sidst men ikke mindst: vandet smager af klor og er 40 grader varmt, men hvis jeg ikke drikker det, dør jeg.

Vi følte os meget priviligerede da vi kom tilbage til vores resort!

xoxo Mille.